At vente

For et par måneder siden så jeg en film i TV, der hed ”Hachiko – en ven for livet”, instrueret af Lasse Hallström. Den handler om en hund, der hver dag venter på sin herre udenfor togstationen, når han kommer hjem fra arbejde. En dag dør ejeren pludselig, mens han er på arbejde. Trods forskellige forsøg på at skabe et nyt hjem for hunden, bliver den ved med at vende tilbage til stationen og sætter sig det samme sted og venter på sin herre. Til sidst opgiver dens familie at gøre noget for den, og gennem de næste 10 år, indtil hunden dør af alderdom, møder den hver dag op på stationen og venter på ham.

Filmen gjorde et dybt indtryk på mig. Og jeg blev berørt langt ud over, hvad filmen i sig selv kunne bære. Jeg forstod efterhånden, at hundens dybe trofasthed og kærlighed til sin ejer, hjalp mig i kontakt med dybere følelser i mig, end jeg tidligere havde været i stand til at opleve.

De første år efter min eksmands død, var jeg helt bevidst om, at jeg ventede på ham, selvom jeg ikke et sekund var i tvivl om, at han var død. I de første måneder efter dødsfaldet syntes jeg næsten, jeg hørte hans trin i entréen og hans karakteristiske banken på døren. Senere ventede jeg på, at lydene pludselig ville komme, at han ville træde ind i stuen og forklare, hvad der var sket – at det hele havde været en misforståelse, og at det bare hang sådan og sådan sammen. Jeg ventede og ventede. Efter 3 år nåede jeg frem til at kunne sige ja med hele mig til det klare faktum, at han var død, og dermed gav jeg helt slip.

Efter at have set filmen forstod jeg, at en del af mig, nu over 4 år efter hans død, alligevel er blevet ved med at vente på ham. Ikke på at han skal træde ind af døren og pludselig bare være her igen. Nej, det er på et meget mere subtilt plan, jeg venter. Han følger mig altid, og lige meget hvad der sker i mit liv, vil han altid være der, simpelthen fordi kærligheden er så stærk. Det er ikke noget, jeg tænker bevidst på, men kærligheden lever i mig, og dermed er han her. Så min kærlighed ”sidder” som hunden trofast og venter på ham eller er der for ham uden ende. Det skaber ingen begrænsninger i mit liv. Det gør mit liv rigere, fordi kærlighed altid gør rig.

Jeg fortæller dig min historie, fordi jeg føler mig overbevist om, at min historie ligner så mange andres. Selvom vi er forskellige mennesker, er kærlighedens natur, som den lever i os, i sin grundkarakter den samme. Jeg ønsker for dig, der har mistet, at du også må nå frem til at mærke, at kærligheden til den, du har mistet, er en kæmpe gave, du aldrig mister, også selvom smerten, den udtrykker sig gennem, kan være voldsom.

 

7 kommentarer til “At vente”

  1. Det var dog en rørende historie… 🙂 Ja kærligheden dør ikke bare fordi man mister. Jeg mistede min Far ( i oktober er det 2 år siden)… Han bæres i hjertet og tankerne hver dag , nogle gange med tårer i øjnene, men flere og flere dage bliver nu med et smil af kærlighed til ham som var min Far i 37 år.

    Sender varme tanker til jer alle som har mistet.

    Kunne du huske Titlen på filmen:-)

    Hilsen Lene

  2. Ja, det var en god film…jeg sad også og græd over den ventende hund – og jeg bed især mærke i, at dens landsmand i filmen, en ældre japansk mand, der også havde været ven med dens døde herre, gav udtryk for, at han forstod hundens venten: ” Hvis du er nødt til at vente på ham, er det jo det, du må gøre. Jeg forstår det,” sagde han respektfuldt til det trofaste væsen.
    Da brast der noget i mig, fordi jeg selv er tilbøjelig til at vente meget længe på både levende og døde.
    Det er så sjældent, man møder nogen, der forstår, at kærlige følelser og trofasthed kan vare ved i mange år og resten af livet. Det er godt at blive bekræftet i, at det for nogle væsener er naturligt at vente eller sørge kærligt, trofast og med et lysende håb. Men lige så godt – og forfærdelig sørgerligt – at blive mindet om, at der godt kan gå et helt liv med det, hvis man ikke passer på.
    Det er naturligt at sørge over sine døde længe. Men det regnes ligesom ikke for naturligt også at sørge over de levende, man ikke kunne være sammen med.

  3. Birgit Kragh Skriver:

    Tak for din mail om at vente. Jeg venter også. Det har jeg nu gjort i over 2 år, så mine følelser ligner dine.
    Tak for dine trøstende ord om den dybe kærlighed.
    Jeg vil tilføje, at jeg er glad for dine mails.
    Kh Birgit

  4. Det er en meget smuk beskrivelse af sorgen og dermed kærligheden til dem vi har mistet. Jeg har mistet min eksmand, det er snart tre år siden. Nogen gange føler jeg at jeg venter på noget, at der er noget jeg mangler hele tiden, at jeg i mit liv nu søger efter ham, efter ham jeg har mistet – det bliver uforløst i hjertet og det er som om, han har taget noget af mig med sig, som jeg aldrig kan få tilbage – et stykke af mit hjerte.
    Jeg er også meget glad for dine mail, ser frem til dem hver måned, de trøster rigtig meget. Knus

  5. Jeg blev også helt rørt over din beskrivelse, for den er så sand..
    Jeg mistede min kæreste for 11 mdr og 10 dage siden og har endnu ikke forstået hvad der virkelig er sket.. Jeg venter og venter på at han en dag står her eller sætter sig ved mig o sofaen og siger at det bare var et mareridt- det er hårdt at leve i..

  6. Eva skriver:

    Kære Birgitte
    Ja,det er måske en sand historie,jeg ved det ikke.Men jeg kender så godt Hachiko,en statue i bronce af en hund stående på Shibuya station i Tokyo.
    Sandt er det jo også,at de døde,elsker vi stadig,også selv om livet på et tidspunkt får lov at gå vidre,i hvert fald for de fleste af os.Dog ikke for stakkels Hachiko.
    Venlig hilsen
    Eva

Lukket for kommentarer.