Healing er en stor støtte og hjælp i forbindelse med sorg. Efter bare enkelte healinger oplever mine klienter, at de bedre kan være i sorgen, selvom den stadig er smertefuld. Jeg vil prøve at forklare, hvad jeg oplever, der sker under en healing.
Har du prøvet at blive healet, ved du, at healingen får dig til at slappe meget dybt af. Din krop, dine følelser og dine tanker falder til ro, og du befinder dig i den for dig dybest mulige stilhed og fred. Afspændtheden får dig til at synke dybere indad, og hele dit nervesystem falder til ro – din puls bliver roligere, dit åndedræt dybere og tankerne stille.
Under healingen slapper du af på et dybere niveau, end du ellers er i stand til. Du synker så dybt indad, at du kommer i tættere kontakt med dine kilder af indre fred og kærlighed, som nu strømmer ind i alle celler, følelser og tanker, mens du bliver healet. Billedligt talt kan man sige, at var du før som gennemstrømmet af en blålig tone i hele dit væsen, er denne tone nu blevet en anelse stærkere og klarere. Derfor oplever du efter healingen en bedre balance, mere energi og dybere kontakt til dig selv.
Holder den nye tone så efter en healing? Ja, hvis du plejer din kontakt til kilderne. Du må sørge for dagligt at vende opmærksomheden indad og mærke den indre fred og kærlighed, f.eks. via meditation, afspænding, løbe eller gå i naturen, lytte til smuk musik eller gøre andet, der virkelig nærer dig og gør dig godt tilpas.
For mange i en smertefuld sorg er der brug for flere healinger, inden de oplever at stå godt og sikkert selv. Jeg tilbyder healing både i min klinik i Århus og som fjernhealing via Skype. Du er velkommen til at kontakte mig, så vi sammen kan finde ud af, om healing vil være noget for dig.
{ 0 comments }