De sværeste billeder

Hvis du har fulgt din mand eller kone, dit barn, en søskende eller et andet nært menneske gennem den sidste tid frem til døden, har du sikkert mange billeder og film i dit hoved fra denne tid. Nogle holder du af, nogle er svære, og nogle tør du måske slet ikke kigge på endnu.

Jeg vil råde dig til ikke at tvinge dig til at se på de sidste, de sværeste. På et tidspunkt bliver du parat og vil gøre det, selvom det er hårdt. Det drejer sig om at nå frem til at kunne rumme det, og indtil du kan det, beskytter du dig selv ved at undgå de sværeste billeder i hovedet.

For mange er det en hjælp at vide, hvorfor vi reagerer, som vi gør. Derfor giver jeg dig her mine egne erfaringer og forståelser om vores reaktioner.

De sværeste billeder stammer fra de oplevelser, der har været så voldsomme, at de er blevet traumatiske. Min eksmand, som var min dyrebareste ven, fik konstateret Hodgkins sygdom – en aggressiv lymfeknudekræft. Lige efter hans første kemokur fandt jeg ham alene på stuen så syg, at jeg troede, han var tæt på at dø. Jeg fór ud efter personalet, der faldt til ro, så snart de så ham. Sådan havde han haft det hele dagen. Han havde fået lungebetændelse med vand i begge lunger. Jeg var chokeret over, at han ikke blev overvåget og satte mig til at holde vagt. Nogle timer senere blev han overflyttet til intensiv afdeling og dagen efter lagt i respirator.

Det voldsomme syn, der mødte mig i døråbningen den dag, satte sig i mig, og efter hans død dukkede det jævnligt op. Hver gang lukkede jeg af for det. Jeg kunne slet ikke rumme det.

Det, der skete, var, at jeg stivnede eller frøs fast i situationen. Jeg kom videre derfra, gennem resten af sygdomsforløbet, hans død og den smertefulde sorg, men en del af mig blev siddende fastfrossen tilbage i den traumatiske situation, hvor jeg fandt ham alene i sengen.

Sådan er det med de sværeste billeder. Når du ser dem, føres du tilbage, så du igen sidder i den fastfrosne situation. I de få sekunder, det varer, er du atter i kontakt med den fastfrosne del af dig selv. Først, når du bliver i stand til at holde ud til at blive lidt længere tid i situationen i tankerne, vil den fastfrosne del af dig langsomt begynde at tø op. Det er en lettelse, når det sker, for sidder du fastfrossen i en gammel situation, tærer det meget på din energi og forstyrrer dit velbefindende.

Du kan gøre forskellige ting for at hjælpe dig selv, hvis du har dette problem: Først og fremmest skal du give dig god tid. Det er helt ok at lade de sværeste billeder ligge, til du er helt parat. Er du i tvivl, så se den svære situation for dig og mærk efter, om du synes, du er ved at kunne rumme den.

Kan du begynde at rumme den, så væn tilbage til den jævnligt i tankerne. Dvæl ved den i længere og længere tid. Husk detaljer, lyde, lugte, så du synes, du oplever det igen. Bliver det for svært for dig, så slip det stille og roligt. Du er ved at tø op fra en fastfrossen tilstand, og det vigtigste er, at du fint kan følge med og ikke, hvor lang tid det tager.

For mange kan det være en god ide at få hjælp og støtte gennem sådan en proces af en professionel psykolog eller sorgterapeut. Du kan måske med større tryghed vove dig ud, hvor det synes skræmmende, hvis du følges af én, der forstår, hvad der sker, og som ved, hvad du har brug for.