Er der et liv til mig?

Når du har mister et menneske, der var din dyrebareste kærlighed, kan det opleves, som om du også har mistet dig selv. Jeg oplevede det som en umulighed, at den dyrebareste kærlighed kunne være død, når jeg var levende. Med mit hoved var jeg helt klar over, at det var sådan, det var, men alle mine følelser og hele min krop protesterede: ”Nej, nej, der er sket en fejl! Det er helt forkert!” Min bevidsthed var delt i to. Den ene vidste, at han var død. Den anden fattede det ikke. Jeg befandt mig snart i den ene, snart i den anden, og lykkedes det at være samlet, kunne jeg ikke rumme mine følelser.

jeg husker, hvordan mine sorgklienter kunne spørge sig selv og mig: ”Er der et liv til mig?” De oplevede fremtiden uden retning, følte sig frit svævende og uden det fundament, der plejede at være. De kunne spørge videre: ”Hvorfor føler jeg mig fuldstændig afhængig af ham/hende? Sådan var vores forhold jo ikke. Jeg har altid været en meget selvstændig person.”

Jeg tænker, at når vi mister den dyrebareste kærlighed, mister vi samtidig os selv. Vi mister den, vi var. Vi kan ikke være den samme, når den dyrebareste kærlighed er væk. Vi dør sammen med den dyrebareste kærlighed og fødes igen i samme sekund. Det er smertefuldt, for det ønsker vi ikke. Vi vil holde fast i kærligheden, der var.

Heldigvis er vi næsten alle udstyret med en evne til kun langsomt at fatte, hvad der er sket. I små, små bider bliver det, der er sket, til virkelighed. Og ganske langsomt vænner vi os til et nyt liv, hvor vi får øje for de nye muligheder og de mange gaver, der ligger deri. Indtil det sker, sætter vi os selv på pinebænken: ”Siger jeg ja til det nye liv, slipper jeg det gamle, dvs. min dyrebareste kærlighed. Siger jeg nej til det nye liv, siger jeg nej til at leve, for der findes ikke andet liv end det nye, her og nu.”

Når mine klienter spurgte: ”Er der et liv til mig?”, svarede jeg ikke. Der er ikke et svar. Ikke i traditionel forstand. Det skyldes, at spørgsmålet ikke er et spørgsmål. I traditionel forstand. Klienten udtrykker i stedet sin fortvivlelse over at skulle leve videre og på et tidspunkt være nødt til at give slip. Fortvivlelsen er voldsom, fordi den dyrebareste kærlighed lever i hjertet, og vi ved dybt inde, at kærlighed i hjertet er evig. Så hvordan så slippe? Det synes uløseligt: ”Jeg ved, jeg skal slippe” og ”Jeg ved, det er en umulighed”.

Tiden arbejder med os i denne fortvivlelse. Jeg oplevede selv, at samtidig med, at jeg begyndte at slippe, skete der en slags forvandling af min dyrebareste kærlighed. Den ændrede karakter, blev dybere, smukkere og stærkere end nogensinde før. Jeg mærkede den så tydeligt i mit hjerte. Frygten for at give slip blev også klarere. Den handlede i virkeligheden om arbejdet med at finde ordentligt fodfæste i mit nye liv. Jeg opdagede, at jeg var i gang med at skabe det fundament, der kunne støtte mig i at udstikke min retning i livet. Frygten havde hele tiden drejet sig om det, men det var først nu, jeg forstod det.

Smertepunktet var dér, hvor jeg gav slip og overgav mig til livet. I stedet for at kæmpe imod og sige nej, nej, det må ikke være sandt, sagde jeg ja til livet her og nu. Jeg hulkede med smerten, og jeg begyndte at mærke glæde i små bitte glimt. Det var et stormvejr, men jeg var levende. Jeg havde mistet min dyrebareste kærlighed, jeg havde mistet mig selv, og jeg stod levende med spirende  glæde i et nyt liv.