Når du har mistet et betydningsfuldt menneske og er i sorg kan det være svært at finde hvile. Selv lang tid efter du har mistet, oplever du måske, at du stadigvæk føler dig anspændt, fuld af tyngde og håbløshed og ude af stand til at føle glæde.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du hurtigt får det bedre, for sorgen og du lever sammen i kortere eller længere tid afhængig af, hvad der sker i dig, men jeg kan fortælle dig noget andet. Undervejs på din rejse med sorgen som ledsager, kan du hjælpe dig selv og skabe lindring, så du, selvom det gør ondt, bedre kan være i det. Den øvelse, ”At hvile i hjertet”, jeg giver dig her, håber jeg, du kan få glæde af.

Først skal du have lidt teoretisk viden. Ifølge den nyeste forskning* er der en forbindelse mellem højre hjernehalvdel og hjertet (eller hjertecenteret, dvs. midt på brystkassen). Højre hjernehalvdel giver adgang til tilstande med indre fred, glæde, medfølelse, kærlighed og autenticitet, og den er centreret i hjertet. Venstre hjernehalvdel er centreret i hovedet. Den er vores normale bevidsthed (”den vi er vant til”), som er beregnet på at fokusere. Når den venstre hjernehalvdel er i balance med den højre hjernehalvdel fokuserer den på det positive samt vores mål og ønsker, men uden denne balance piner og plager den sig selv med bebrejdelser, skyld, negativitet, bekymringer, tvivl, travlhed mm.

En balance mellem de to hjernehalvdele er altså det afgørende for vores velbefindende og sundhed. Når du er i sorg og f.eks. ikke kan sove eller stoppe tankemylderet, skyldes det venstre hjernehalvdel, der helt har taget over. Den analyserer, hvad der er sket, den VIL forstå, hvad døden er, den vil tvinge tiden tilbage, så alt er som før, og den søger først og fremmest for at holde frygten stangen. Frygten for at mærke de voldsomme følelser, smerten rummer.

Når du laver øvelsen: ”At hvile i hjertet”, hviler din opmærksomhed i hjertecenteret. Dette aktiverer din højre hjernehalvdel og de følelser, der hører hjertet til, som f.eks. kærlighed, omsorg og taknemmelighed. Disse følelser har en meget gavnlig virkning på kroppen og psyken. Du falder til ro, bliver mere stille, mærker dig selv og kan bedre rumme dig selv, som den du er lige nu.

Sådan laver du øvelsen: ”At hvile i hjertet”:
Fokuser din opmærksomhed i hjertecenteret midt på brystkassen.
Slap af så godt du kan, træk vejret stille og roligt som det føles naturligt.
Bliv ved med at holde opmærksomheden der med følelsen af at give slip, som om du læner dig tilbage og bare hviler i hjertecenteret.
Hvis du har lyst, kan du lægge din hånd midt på brystkassen imens som en støtte til at mærke stedet.

”At hvile i hjertet” er en øvelse, der har hjulpet mig i mange forskellige sammenhænge igennem mit liv. I de første smertefulde år efter min eksmands død (min tætteste hjerteven) hjalp den mig med at turde mærke min kærlighed til ham, uden at frygten bremsede mig. I de følgende år har den hjulpet mig til at blive mere og mere fri til at være den, jeg nu er, hvor jeg igen står sikkert og godt, endda med større styrke end tidligere.

Hvis du kunne tænke dig at fortælle mig og andre om dine erfaringer med at bruge denne øvelse, kan du skrive i boksen herunder.

*f.eks. Gill Edwards, ”Bevidst Medicin”

Selvom vi mister et elsket menneske, har vi stadigvæk alle minderne. Det kan være svært at komme i nærheden af dem eller endnu sværere at magte at ”åbne dem op”. Lykkes det, føles det  som at ryge tilbage i fortiden.

Det er det, jeg gør for tiden hver aften, når jeg sidder alene og ser ”Nissebanden på Grønland”. Den julekalender, der blev vist første gang i 1989, er det mest tætpakkede, komprimerede minde, jeg endnu har åbnet. Børnene var små dengang, og selvom min eksmand og jeg allerede havde været skilt i mange år, var vi stadigvæk hinandens tætteste venner.

Når jeg ser snelandskaberne, hører musikken og lytter til nisserne og Fiffig-Jørgensen, så ryger jeg ubesværet tilbage og sidder jeg igen 21 år yngre i sofaen med mine små sønner, én på hver side. Min eksmand er der ikke, han boede jo ikke sammen med os, men han sidder hjemme hos sig selv og følger med, og han er helt vild med Fiffig-Jørgensen og efterligner hans stemme og ansigtsgrimasser, hver gang, vi kommer til at tale om julekalenderen. Jeg nyder det i min tidslomme og mærker taknemmeligheden over, at fortiden kan blive så levende, at den synes at smelte helt sammen med nutiden, så vi er sammen en gang til, min eksmand og jeg, selvom det er kort.

Billeder, film, musik, smagen af noget kan levendegøre minderne, så vi udenom al censur på et splitsekund kommer tæt på den mistede igen. Sanserne er gode til åbne for minderne – det går så hurtigt, at vi ikke når at spørge os selv, om vi vil med eller ej. Det er grunden til, at det kan være svært at lytte til noget bestemt slags musik eller besøge et særligt sted eller gense en film. Vi er bange for, hvad der kan ske. At det bliver for voldsomt.

Hvordan kan du vide, om du kan klare at åbne for et minde? Hvis du mærker, du vil komme til at græde, er det fint nok, for tårerne er blot kærligheden, der strømmer ud. Mærker du pres, ubehag eller frygt ved tanken om at åbne et minde, vil jeg foreslå, at du venter. Det gør ikke noget at vente, minderne ligger parat, til du er parat. Du skal ikke tvinge dig selv, du skal stole på, at du mærker, hvad der er bedst for dig lige nu.

Julen er meget svær, når man har mistet. Det bedste råd, jeg kan give dig, er, at du lover dig selv, at du vil være tro mod dig selv. Det betyder, at du respekterer og handler efter de grænser og kræfter, du har og ikke byder dig selv at skulle gøre noget ud over dine grænser f.eks. for at gøre andre tilfredse. Det, der er bedst for dig, når du følger din inderste stemme, er også det bedste for andre.

Jeg ønsker dig en glædelig jul og et velsignet nytår!

Jeg smilede til Viggo på billedet i rammen på mit natbord og mærkede smerten i hjertet. Jeg kan ikke nå dig, tænkte jeg, du er ikke, hvor jeg er, du er i din himmel. Og jeg smilede stadigvæk og strøg forsigtigt med fingeren hen over rammens glas, hen over det smilende ansigt underneden.

Jeg græder af sorg og føler mig lykkelig samtidig, tænkte jeg, mens tårerne tippede ud over øjenkanten. Jeg kyssede billedet og satte det forsigtigt tilbage på natbordet.

Når jeg har klienter, der ikke kan forestille sig nogensinde at opleve glæde i deres liv igen, fordi de er midt i en stor sorg eller bærer på en stor tyngde, så mærker jeg tydeligt, hvor livsnødvendig glæden er for alle.

Forleden havde jeg en oplevelse, der tydeligt viser smerten over den manglende glæde, og den vil jeg gerne dele med dig her.

En af mine veninder fortalte mig, at hun ikke havde haft en god sommer. Hun er kunstner og længtes smerteligt efter at male, men det kunne ikke lykkes hende at komme i gang. En dag tog hun ud til et smukt sted i naturen, og der sad hun og så ud over markerne. Pludselig kom en gammel sang, ”Hulde Engel”, til hende. Hun fandt straks teksten frem på sin iPod og opdagede, at den hedder ”Hymne til glæden”.

Noget af det sværeste, når du har mistet et betydningsfuldt menneske, er at komme til at mærke glæde igen. St. St. Blicher savner glæden og beder den spire i sit hjerte igen. Det er mit ønske, at du ved at læse eller synge denne hymne, kan fornemme en lille spire af glæde i dit hjerte. Gør du det ikke, så prøv at vende tilbage til teksten, når der er gået et stykke tid, og forsøg igen.

HYMNE TIL GLÆDEN
Hulde engel! Du min barndoms ven!
Tro ledsager i de svundne dage!
Sig mig da, hvor est du flygtet hen?
Sig mig, når – når kommer du tilbage?

Skønt ukendt du engang fulgte mig,
da min sjæl var fri for sorg og smerte;
nu jeg kender, nu jeg sjunger dig.
Ak, hvi flygter du nu fra mit hjerte?

Blev du i den lund, som jeg forlod,
da mig skæbnen ud i stormen kasted`?
Hos den kilde, som var bakkens fod
mellem blomsterne forbi mig hasted`?

Er ej nu, som fordum, lunden grøn?
Kilden klar udi sin blomsterramme
Er min ungdoms dal ej længer` skøn?
Eller – er jeg selv ej mer` den samme?

Milde engel! Kom endnu en gang!
Fyld min barm med hine længsler søde!
Tryl mit hjerte med din serafsang!
Kvæg mit blik med håbets morgenrøde!

Se! Jeg søger dig – o kom igen!
Hør! Jeg kalder, kom igen tilbage!
Før mig til mit gamle eden hen -
Eller til det ny du snart mig drage!

(St. St. Blicher)

Da hun havde læste teksten igennem, sang hun den højt ud over markerne, mens hun græd.

Jeg ønsker for dig, at Blichers smukke tekst kan også kan være med til at vække og levendegøre glæden i dig.

Når du er i sorg, kan du hjælpe og støtte dig selv ved at tænke nye tanker. Du oplever måske lige nu, eller du har oplevet, at tankerne myldrer i dit hoved og hindrer dig i at finde ro. Det kan føles, som om tankerne har deres helt eget liv, og du kan bare se på uden at vide, hvordan du igen bliver ”herre i eget hus”.

En af de måder, du kan hjælpe dig selv på, er via bekræftelser. Dvs. bestemte sætninger du siger indeni eller højt.

Hvis du lige har mistet, føler du måske et desperat ønske om at få tankerne til at tie stille. Det, der er sket, kører i tankerne uafbrudt, og dine følelser for den, du har mistet, sætter ord på din smerte igen og igen. Du befinder dig i den første turbulente sorgperiode, hvor følelser og tanker som store bølger vælter dig rundt. I stedet for at kæmpe for at få det til at holde op, vil jeg foreslå dig at nå frem til en accept. Du kan ikke stoppe det, men du kan følge med med mindst mulig modstand, og det sker ved accept. Du siger helt enkelt til dig selv, at du sørger, og det er ok. Så den første bekræftelse lyder:

”Jeg er i sorg, og det er ok.” Eller: “Jeg sørger, og det er ok.”

Blot at sige dette giver i sig selv lidt mere ro, fordi du slipper kampen og accepterer, at det er, som det er.

Længere henne i sorgen er smerten lige stor, men bølgerne er ikke så høje og ukontrollable. I stedet kan du være meget udmattet, fordi smerten har presset dig så længe, og tankemylderet gør dig yderligere anspændt. Du har brug for håb om og tillid til, at dit liv på et tidspunkt igen vil være fyldt med glæde og engagement. Mærker du bare håbet vokse en smule, har du allerede fat i en positiv ende, der herefter forstærker sig selv. Jeg kan foreslå følgende bekræftelser, der kan være med til at styrke dig:

”Jeg stoler på, at livet støtter mig”
”Jeg indånder livet. Jeg er tryg.”
”Jeg har tillid til livet.”
”Jeg hviler i kærlighed.”

Måske passer sætningernes ordlyd ikke lige til dig, og så omformulerer du dem sådan, at de ligger godt i din mund. Det væsentlige er, at du, når du bliver opmærksom på dit tankemylder eller negative tanker, straks stille og roligt slipper dem og dernæst flytter opmærksomheden til den bekræftelse, du har valgt, og siger den indeni eller højt gerne flere gange.

Du kan vælge én bekræftelse, eller du kan bruge forskellige. Vælg det du føler dig godt tilpas med. Jeg håber, du får glæde af det.

Alle, der har mistet et elsket menneske, ved, at det er smertefuldt. Nogle gange er smerten så stor, at den bliver for voldsom at være i kontakt med, og da sørger dine forsvarsstrategier for at beskytte dig ved at skubbe tabet væk eller måske ligefrem at fortrænge det, så du ingenting mærker.

Langsomt over tid – måske 2- 3 år eller mere – tager du ind i ganske små bider, at du har mistet. Smerten er vanskelig at rumme, men du tager ikke mere af den ind, end du er i stand til at klare.

Sådan forløber det for de fleste. Nogle får ingen professionel hjælp og støtte undervejs, andre gør. Enkelte af mine klienter kommer lige efter dødsfaldet, men de fleste kommer, når smerten er blevet uudholdelig og fysiske problemer (uro, smerter, søvnproblemer, spændinger) for alvor melder sig.

Du mærker selv, om du har brug for hjælp eller ej. Imidlertid er det vigtigt at vide, at uanset hvor lang tid, der er gået, siden du mistede, er det aldrig for sent at få hjælp. Det skyldes, at smerten bliver liggende frisk i dig uanset tiden, der går. Selvom du måske ikke mærker smerten bevidst, lægger den alligevel sin skygge ind over dit liv og kan gøre det svært for dig. Måske er det vanskeligt at være engageret, mærke livsglæde eller have tillid.

Er du blevet ved med at skubbe smerten foran dig eller har helt fortrængt den i kortere eller længere tid, ligger den stadigvæk tilbage i dig, som dengang du mistede. Man kan sige, at du sidder fast i oplevelsen og ikke magter at komme videre.

Om der er gået lang eller kort tid, kan du med professionel hjælp og støtte nå frem til at slippe smerten helt og endelig fuldhjertet sige ja til, hvad der er sket. Da når du frem til at acceptere dit tab og får fred med det.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en uforpligtende samtale om, hvordan du hjælper og støtter dig selv bedst. Har du kommentarer til mit indlæg, som du har lyst til at dele med andre, kan du skrive dem her nedenfor.

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg stadigvæk 3 år efter min elskede eksmands død ikke er i stand til at sige hundrede procent ja til, at han er død. Når jeg gør mig helt stille og mærker efter, får jeg kontakt til en lille del af mig selv dybt inde, der ikke vil give sig, som hårdnakket tror på, at han en dag pludselig banker på døren igen og står smilende midt i min stue. Jeg har ikke skygge af tvivl om, at han er død, men alligevel kan jeg ikke sige fuldt ud ja til det.

Hvorfor kan jeg ikke sige ja? Jeg tror, der er flere grunde, men jeg mærker en af dem tydeligt, når jeg bliver stille: hvis jeg siger helt ja til, at han er død, er han endegyldigt ude af mit liv, og dermed forsvinder min kilde til kærlighed, og uden den kan jeg slet ikke leve.

Bevidstheden om, at det er sådan, det forholder sig, er ikke nok til, at den lille trodsige del af mig begynder at ændre sig. Bevidstheden er et skridt i den rigtige retning, fordi jeg ser klarere, hvad der sker i mig, men jeg begynder ikke uden videre at forandre mig.

Størstedelen af mig har en helt anden overbevisning end den lille trodsige del. Jeg ved, og jeg oplever hver eneste dag, at kærligheden er overalt omkring mig, at selve livet er kærlighed. Den folder sig f.eks. ud i min relation til andre mennesker, i naturen, i min åndelighed. Men i forholdet til min eksmand levede den dybeste kærlighed, han kendte mig ud og ind og elskede mig betingelsesløst, og derfor blev vi forbundet i et særligt hjertefællesskab, der blev mere dyrebart, end vi anede, indtil vi stod lige foran at skulle miste det. De sidste uger inden hans død turde jeg endelig mærke min fulde kærlighed til ham, og så slap han livet og døde.

Kærligheden er overalt omkring mig, men på baggrund af vores særlige hjertefællesskab har jeg fået lavet en kobling indeni i mig, der får mig til at tro, at hans kærlighed til mig er min kærlighedskilde. Den overbevisning må jeg med stor tålmodighed og nænsomhed få sluppet med tiden ved at give stadig større opmærksomhed til min overbevisning om, at kærligheden strømmer overalt og at selve kilden findes i mit eget hjerte.

En af mine klienter fortalte mig for nylig, at han ikke længere kan tåle at se vold, død og ulykker i fjernsynet, hverken i film, Tv-avisen eller dokumentarprogrammer. Han mistede sin voksne søn for knap to år siden, hvor sønnen omkom en tidlig morgen ved en trafikulykke.

Jeg vil prøve at give dig mit bud på, hvorfor mange af os får det ligesom min klient:
Når du mister et elsket menneske, bliver du dybt rystet, og du bliver aldrig den samme igen. Det betyder ikke, at du aldrig får det godt igen, det gør du, for det gør de aller fleste. Det betyder derimod, at du forandrer dig. En af de forandringer, der kan ske, er, at du bliver mere følsom. De første år oplever du dig selv som sart eller svag, og det bryder de fleste af os sig ikke om, fordi det opfattes i mange sammenhænge som noget negativt. Her vil jeg gå mod strømmen og påstå, at det sarte, svage, følsomme er positivt, ja en gave, hvis du finder ud af at kunne tage imod den.

Lad mig komme med et eksempel: Siden i fredags har vi hver eneste dag set reportager fra Japan efter jordskælvet og den efterfølgende tsunami. Jeg ser en far og mor gå rundt i ruinerne og lede efter deres søn, jeg hører en mand fortælle, at hele hans familie er forsvundet med vandmasserne, jeg ser kameraet zoome ind på en livløs krop knap synlig mellem murbrokkerne.

For 3 år siden , hvor jeg lige havde mistet min elskede eksmand, ville jeg ikke have kunnet holde ud at se på det. På det tidspunkt var jeg åben og forsvarsløs direkte ind i mine følelser – som et åbent sår der end ikke var begyndt at hele endnu.

1 år efter hans død ville jordskælvsreportagerne stadig være en alt for voldsom belastning for den tynde, tynde nye hud dannet over mit sår. I de situationer oplevede jeg frygt og en fornemmelse af at kunne gå i stykker og forsvinde væk, hvis jeg pressede mig selv til at se på den slags.

2 år efter hans død begyndte det at ændre sig. Selvom det påvirkede mig meget, kunne jeg begynde at rumme at se mennesker, der led. Jeg opdagede, at jeg mærkede deres lidelse i mig, at deres lidelse smeltede sammen med min. Sådanne oplevelser bringer mig ikke bare i kontakt med min egen sorg og smerte, men også med den dybe kærlighed, der har forårsaget smerten og sorgen. På én gang er jeg i min smerte og i min kærlighed til det menneske, jeg elskede så højt. Det sker, fordi jeg er blevet sart og mere følsom, og det er en gave.

Jeg har stadig problemer med at se vold og død i film, hvis det skildres råt og koldt. Tidligere holdt jeg meget af at se krimier, især de psykologiske aspekter var spændende, syntes jeg. Nu overskygges det fuldstændig af de voldelige handlinger, og jeg slukker hver gang. Jeg kan ikke tåle at se nogen blive slået ihjel. Om det ændrer sig med årerne vil vise sig.

Hvad er der så sket med mig? Jeg er blevet mere sart og følsom, og jeg er ind i mellem svag. Jeg oplever, at mit dyrebare tab har hulet mig ud, så jeg nu rummer større dybder og flere facetter end tidligere, og jeg er mere levende end nogensinde før. Når jeg tør tillade mig selv at være svag i nogle situationer, træder min styrke mere ubesværet frem i andre.

Mit forslag til dig er at være tro mod dig selv. Du mærker, hvad du tåler, og du skal ikke presse dig selv ud over den grænse, du mærker. Tag dig ikke af, hvad andre siger. Du er et unikt menneske, og det er kun dig, der ved, hvad der er bedst for dig.

Da sagde en kvinde: Tal til os om sorg og glæde.

Og han svarede:

Jeres glæde er jeres sorg befriet for sin maske.
Og fra den samme kilde, hvoraf jeres latter sprudler, vældede ofte jeres tårer.
Og hvorledes kan det være andet?
Jo dybere sorgen mejsler i jert væsen, jo mere glæde kan I rumme.
Er ikke bægeret, der rummer jeres vin, netop det bæger, der blev brændt i pottemagerens ovn?
Og er ikke den lut, der dulmer jert sind, netop det træ, som blev udhulet med knive?
Når I glædes, søg da dybt i hjertet, og I skal i sandhed indse, at I græder over det, der engang var jeres glæde.
Nogle iblandt jer siger: “Glæde er større end sorg.” Og andre siger: “Nej, sorgen er den største.”
Men jeg siger jer, at de er uadskillelige.
De kommer i følge, og når den ene sidder til bords med jer, skal I vide, at den anden sover på jeres seng.

Ja, i sandhed, som vægtskåle er I ophængt mellem jeres sorg og jeres glæde.
Kun når I intet rummer, er der stilstand og ligevægt.
Når skatmesteren griber jer for at veje sit guld og sit sølv, må enten glæden eller sorgen stige eller falde.

(Fra “Profeten” af Kahlil Gibran)

Mange af mine klienter oplever, når de får healing, at det er første gang, de slapper rigtig af, siden den person, de har mistet, døde.

Healingen får dig til at slappe dybere af, end når du sover. Måske har du også oplevet at vågne op om morgenen lige så anspændt, som da du gik i seng om aftenen?

Den energi og vitalitet, vi naturligt rummer, er på lavblus, når vi er i dyb sorg. Healingen tilfører ny energi, som strømmer ind i både tanker, følelser og krop. Der kommer gang i energikredsløbet igen, og det mærker du som mere ro, bedre kontakt med dig selv, øget vitalitet og efterhånden bedre søvn og større overblik.

Hvad sker der i os, når vi er fulde af sorg? Følelserne og tankerne kan gøre os meget anspændte og fremkalde en stresslignende tilstand: koncentrationsbesvær, uro, dårlig søvn, svingende appetit, støjfølsomhed, svimmelhed mm.

Tilstanden forstærker ofte sig selv, da det bliver sværere og sværere at slappe af. Både fysisk og psykisk kan det føles som at sidde fast i en skruestik.

Under den healende afspænding ligger du ned, mens der spilles stille musik. Jeg guider dig til at slippe spændinger i musklerne og bagefter til også at slappe bedre af psykisk. Den dybe afspænding og healing opbløder spændinger over alt i krop og psyke. Således får du hjælp til at slippe din opspændthed på den måde, du er parat til. Livet begynder langsomt at blive mere overskueligt igen.