Hvordan slipper du det, der var?

Jeg er lige begyndt at skrive en bog om hele forløbet fra min eksmand blev indlagt, døde og frem til i dag, knap 2 år efter. Han var min dyrebareste ven og mine børns far. Jeg gennemlever det hele igen, og jeg opdager, at der stadig ligger smertefulde oplevelser, jeg næsten ikke tåler at mærke. Det er ikke, fordi jeg er masochist . Jeg vil bare videre med mit liv. Jeg vil ikke hænge fast i fortiden, blive ved at sidde tilbage, fastfrosset med en del af mig i de sværeste oplevelser.

Jo mere smerten slipper, jo mere synes jeg, jeg mister ham. Det er skræmmende. Men kun indtil jeg kommer i tanke om, at det er det gamle forhold, det vi havde sammen, jeg mister. Han er jo død. I stedet vinder jeg noget nyt, det forhold vi nu kan have sammen, hvor han er død, og jeg er levende.

Jeg kan ikke skabe det nye uden at mærke det gamle. Det sker i smertens smeltedigel. Når du tør mærke smerten og sige: ja, det er sandt, da giver smerten sig lidt, og den tomme plads udfyldes straks af den nye kærlighed. Sådan slipper du gradvist det gamle og giver plads til det ny.

Den nye kærlighed, som i virkeligheden er en forvandling af den gamle, mærker jeg leve så stærkt i mit hjerte, og jo mere jeg slipper smerten, jo mere styrkes denne nye hjerteforbindelse. Da jeg er et spirituelt menneske, føles det naturligt at kunne mærke en dyb kontakt, også nu. Er du ikke spirituel, tænker jeg, at kærligheden i hjertet kan opleves som den dyrebareste skat, der evigt lever der, varmende og givende.

Det menneske, du har mistet, lever videre i dig på mange måder. Det sker f.eks. gennem alle de oplevelser der har været gennem årene, de er som levende minder i dig. Måske føles i særlig grad den sidste tid, I havde sammen, levende i dig. Og endelig som en dyb forbundenhed i hjertet – den kærlighed der var og som er,  nu i sin nye form uden den anden fysisk til stede.

Du kan ikke undgå, at den person, du har mistet, lever videre i dig. Selvom du fortrænger alt, lever han/hun alligevel i dig. Skjult. Er det for voldsomt at mærke sorgen og smerten, vil jeg råde dig til at få hjælp til at kunne være i den. Du behøver ikke at forhaste dig, giv god tid, men sker der ingenting i længere tid, så søg hjælp.

Jeg skriver altså en bog for at komme i kontakt med min smerte, og jeg vil opfordre dig til også på din måde at være i jævnlig kontakt med din smerte. Ikke for at pine dig selv men for at støtte dig selv gennem processen med at slippe smerten gradvist. Du kan gøre ting, der bringer dig i forbindelse med de smertefulde oplevelser: lytte til særlig musik, rejse til mindefulde steder, male, skrive, danse, lave mindebog med fotos, se film, lave video, gøre noget I plejede at gøre sammen, osv. Gør det i det tempo, der passer dig. Forhast dig ikke men vær heller ikke for langsom.

I det øjeblik det går helt op for dig, at du aldrig mister kærligheden, fordi den altid vil være levende i dig, da kan smerten få bedre mulighed for at give slip.