At åbne minder

Selvom vi mister et elsket menneske, har vi stadigvæk alle minderne. Det kan være svært at komme i nærheden af dem eller endnu sværere at magte at ”åbne dem op”. Lykkes det, føles det  som at ryge tilbage i fortiden.

Det er det, jeg gør for tiden hver aften, når jeg sidder alene og ser ”Nissebanden på Grønland”. Den julekalender, der blev vist første gang i 1989, er det mest tætpakkede, komprimerede minde, jeg endnu har åbnet. Børnene var små dengang, og selvom min eksmand og jeg allerede havde været skilt i mange år, var vi stadigvæk hinandens tætteste venner.

Når jeg ser snelandskaberne, hører musikken og lytter til nisserne og Fiffig-Jørgensen, så ryger jeg ubesværet tilbage og sidder jeg igen 21 år yngre i sofaen med mine små sønner, én på hver side. Min eksmand er der ikke, han boede jo ikke sammen med os, men han sidder hjemme hos sig selv og følger med, og han er helt vild med Fiffig-Jørgensen og efterligner hans stemme og ansigtsgrimasser, hver gang, vi kommer til at tale om julekalenderen. Jeg nyder det i min tidslomme og mærker taknemmeligheden over, at fortiden kan blive så levende, at den synes at smelte helt sammen med nutiden, så vi er sammen en gang til, min eksmand og jeg, selvom det er kort.

Billeder, film, musik, smagen af noget kan levendegøre minderne, så vi udenom al censur på et splitsekund kommer tæt på den mistede igen. Sanserne er gode til åbne for minderne – det går så hurtigt, at vi ikke når at spørge os selv, om vi vil med eller ej. Det er grunden til, at det kan være svært at lytte til noget bestemt slags musik eller besøge et særligt sted eller gense en film. Vi er bange for, hvad der kan ske. At det bliver for voldsomt.

Hvordan kan du vide, om du kan klare at åbne for et minde? Hvis du mærker, du vil komme til at græde, er det fint nok, for tårerne er blot kærligheden, der strømmer. Mærker du pres, ubehag eller frygt ved tanken om at åbne et minde, vil jeg foreslå, at du venter. Det gør ikke noget at vente, minderne ligger parat, til du er parat. Du skal ikke tvinge dig selv, du skal stole på, at du mærker, hvad der er bedst for dig lige nu.

 

2 kommentarer til “At åbne minder”

  1. TAK for de ord – lige hvad jeg havde brug for at høre, og bekræfter alt hvad jeg gennemlever for tiden. “Første jul uden” – mistede min lillebror for kun 3 måneder siden, så sorgen, som jeg er fyldt op af i forvejen, får en ekstra tand her i juletiden. Det du beskriver med sanserne er SÅ rigtigt! Filmen “Love Actually” blev forleden ledsaget af mange Kleenex, julemusik fremkalder tårer, et bestemt stykke julepynt, kreeret af min bror, julekagebagning, som vi gjorde sammen i mange år – hørelse, syn, dufte mm sætter gang i mange processer. Og er glad for påmindelsen om at mærke og respektere mine egne grænser. Tak for ordene – og god jul 🙂

  2. Også Tak her fra. Det kan være så svært at sætte sine egne grænser, også i forhold til andres syn på det at være i sorg. Jeg mistede min mand for 2 år siden og synes at julen er svær at komme igennem. Jeg lukker også tit øjnene for alle de minder julen giver, for det gør så ondt at kigge på dem, så er det rart når du skriver, at man ikke behøver at kigge på dem alle sammen, men tage den tid det tager, at det bliver nemmere at lukke dem ind som tiden går.
    KH fra mig 🙂

Lukket for kommentarer.