Min gordiske knude

Dette indlæg skrev jeg for 8 år siden:

Som sorgterapeut ved jeg, at det er almindeligt at føle, at du aldrig bliver glad igen, når du har mistet et betydningsfuldt menneske. Når glæden så alligevel begynder at titte frem igen, kan du  tænke, at det kan jeg slet ikke tillade mig – at være glad, når han er død.

På samme måde er det, når de forandringer, der sker i dit nye liv, efter du har mistet, bliver forandringer, du værdsætter højt. Nogle af dine følelser fortæller dig, at det ikke er i orden at være glad for det nye, fordi så er det som om, du er glad for, at han er død.

For mit eget vedkommende har jeg af forskellige grunde gennem hele mit liv haft en frygt for, om liver virkelig ville mig det godt. På trods af denne grundlæggende frygt har jeg haft et meget aktivt og udadvendt liv, hvor jeg gang på gang har fået anbragt mig selv lige dér, hvor det var mest krævende. Jeg har et drive, der har skubbet bagpå, og jeg havde Viggo, som altid var parat for mig og som elskede mig uforbeholdent. Selvom jeg var vant til at være alene, stod jeg ved hans død alene på en ny måde – alene med min grundlæggende frygt uden nogen til at støtte mig når som helst, jeg havde brug for det. Siden hans død for godt to år siden har jeg kunnet slippe frygten mere og mere, og det er en stor gave nu at kunne leve næsten uden frygt.

Ønskede jeg Viggo tilbage, ville frygten være der igen, for uden den rystelse, hans død var, havde jeg ikke kunne forandre mig. Derfor stod jeg med en gordisk knude, og jeg kunne få mærkelige tanker, som f.eks.: … som om jeg er glad for, at han er død, eller: … som om jeg ønskede ham død.

Nu var det heldigvis sådan, at jeg hverken kunne eller skulle løse knuden. Jeg er jo ikke en magiker, der kan skrue tiden tilbage. Sådan tænkte mit hoved, men følelsesmæssigt var det anderledes. Så jeg fortsatte med at gøre mig selv stum, når følelserne kolliderede indeni mig, indtil jeg nåede frem til at kunne rumme disse følelser uden at opleve dem modsatrettede.

Igen, igen måtte jeg fortælle mig selv, at følelserne og tankerne nogle gange kunne være i hver sin verden. Så var mine følelser  ligeglade med al fornuft. Nogle af dem savnede og længtes, og andre var dybt taknemmelige og lykkelige over den frihed, jeg fik, da frygten slap mere og mere. Jeg fulgte med, så godt jeg kunne, og jeg vidste, at med tiden ville knuden løsne sig selv og svinde bort.