Sart og følsom overfor TV

Når du mister et elsket menneske, bliver du dybt rystet, og du bliver aldrig den samme igen. Det betyder ikke, at du aldrig får det godt igen, det gør du, for det gør de aller fleste. Det betyder derimod, at du forandrer dig. En af de forandringer, der kan ske, er, at du bliver mere følsom. De første år oplever du dig selv som sart eller svag, og det bryder de fleste af os sig ikke om, fordi det opfattes i mange sammenhænge som noget negativt. Her vil jeg gå mod strømmen og påstå, at det sarte, svage, følsomme er positivt, ja en gave, hvis du finder ud af at kunne tage imod den.

Lad mig give et eksempel. I forbindelse med tsunamien i Japan marts 2011 så vi hver eneste dag reportager efter jordskælvet og den efterfølgende tsunami. Jeg så en far og mor gå rundt i ruinerne og lede efter deres søn, jeg hørte en mand fortælle, at hele hans familie var forsvundet med vandmasserne, jeg så kameraet zoome ind på en livløs krop knap synlig mellem murbrokkerne.

3 år tidligere , hvor jeg lige havde mistet min elskede eksmand, ville jeg ikke have kunnet holde ud at se på det. På det tidspunkt var jeg åben og forsvarsløs direkte ind i mine følelser – som et åbent sår der end ikke var begyndt at hele endnu.

1 år efter hans død ville jordskælvsreportagerne stadig være en alt for voldsom belastning for den tynde, tynde nye hud dannet over mit sår. I de situationer oplevede jeg frygt og en fornemmelse af at kunne gå i stykker og forsvinde væk, hvis jeg pressede mig selv til at se på den slags.

2 år efter hans død begyndte det at ændre sig. Selvom det påvirkede mig meget, kunne jeg begynde at rumme at se mennesker, der led. Jeg opdagede, at jeg mærkede deres lidelse i mig, at deres lidelse smeltede sammen med min. Sådanne oplevelser bringer mig ikke bare i kontakt med min egen sorg og smerte, men også med den dybe kærlighed, der har forårsaget smerten og sorgen. På én gang er jeg i min smerte og i min kærlighed til det menneske, jeg elskede så højt. Det sker, fordi jeg er blevet sart og mere følsom, og det er en gave.

Jeg har stadig problemer med at se vold og død i film, hvis det skildres råt og koldt. Tidligere holdt jeg meget af at se krimier, især de psykologiske aspekter var spændende, syntes jeg. Nu overskygges det fuldstændig af de voldelige handlinger, og jeg slukker hver gang. Jeg kan ikke tåle at se nogen blive slået ihjel. Om det ændrer sig med årerne vil vise sig.

Hvad er der så sket med mig? Jeg er blevet mere sart og følsom, og jeg er ind i mellem svag. Jeg oplever, at mit dyrebare tab har hulet mig ud, så jeg nu rummer større dybder og flere facetter end tidligere, og jeg er mere levende end nogensinde før. Når jeg tør tillade mig selv at være svag i nogle situationer, træder min styrke mere ubesværet frem i andre.

Mit forslag til dig er at være tro mod dig selv. Du mærker, hvad du tåler, og du skal ikke presse dig selv ud over den grænse, du mærker. Tag dig ikke af, hvad andre siger. Du er et unikt menneske, og det er kun dig, der ved, hvad der er bedst for dig.

Én kommentar til “Sart og følsom overfor TV”

  1. Det rammer bare så godt – jeg har taget det med i min sorggruppe. Det var rigtig godt og vi fik en rigtig go snak ud fra din artikel. Tænkte at jeg jo havde det pga min historie med det jeg oplevede med min mands selvmord, men kan høre at de fleste mennesker i sorg, har det på den måde, mere eller mindre.
    KH Birthe

Lukket for kommentarer.